Efter et omsætningsfald i 2024 vil den nordjyske virksomhed Aagaard ind på nye markeder med eksisterende produkter. Målet er at stå stærkere, når makroøkonomien igen bevæger sig – og samtidig skabe en mere robust forretning.
Siden 1965 har Aagaard leveret driftssikre løsninger til industrien med rødder i træsektoren. I dag består kerneforretningen i høj grad af siloanlæg og materialetransportløsninger – fra udsugning af savsmuld til komplette systemer til håndtering og lagring af materialer. Tilgangen er den samme: enkle, robuste løsninger, der holder i mange år.
Men med et ledelsesskifte og et markant omsætningsfald i 2024 er virksomheden nu i gang med at udrulle en ny strategi. Fokus er at bringe de eksisterende løsninger i spil på nye markeder, samtidig med at kerneforretningen fastholdes og styrkes.
“Vores kerneforretning er meget afhængig af makroøkonomien. Derfor har vi set på, hvordan vores siloanlæg og materialetransportløsninger kan anvendes i nye industrier – fx biomasse- og kraftvarmeværker – hvor investeringerne i højere grad er drevet af den grønne omstilling og dermed mindre konjunkturfølsomme,” siger Jesper Bech, som er CEO i Aagaard.
Som et konkret eksempel er Aagaard i øjeblikket i gang med at producere to store siloanlæg til et kraftvarmeværk i Polen. Projekterne bygger på kendte teknologier, som nu bringes i spil i nye kundesegmenter.
Aagaards løsninger inden for materialetransport – herunder kædetransportører – kan samtidig reducere energiforbruget markant sammenlignet med alternative løsninger. Det betyder både lavere driftsomkostninger og reduceret CO₂-udledning, og i mange tilfælde er investeringen tjent hjem efter omkring to år.
Eksisterende produkter baner vejen for nye markeder
Strategien om at gå ind i nye markeder bygger på virksomhedens eksisterende produktportefølje. Gennem årtier har Aagaard udviklet løsninger med lang levetid og høj driftssikkerhed – og virksomheden oplever stort set ingen reklamationer.
Mange anlæg er fortsat i drift efter flere årtier, hvilket giver et solidt fundament for at bringe teknologierne ind i nye industrier med høje krav til stabil drift og lave driftsomkostninger.
“Vores gennemprøvede og langtidsholdbare løsninger kan gøre en reel forskel i energisektoren og inden for recycling. Derfor er det oplagt for os at udvide til nye markeder og få vores produkter i spil i flere industrier,”
siger Jesper Bech.
siger Jesper Bech.
Stærkt fundament skal løfte Aagaards vækst
Med en ny strategi, et nyt ledelsesteam og stærke ejere i ryggen er ambitionen klar: Aagaard skal vækste. Her handler det om at bygge videre på de løsninger og den værdiskabelse, virksomheden allerede har dokumenteret hos kunderne.
“Der er stadig mange virksomheder, som ikke kender os, men som vil have stor værdi af vores løsninger. Med et stærkt produktprogram og et solidt strategisk fundament har vi både evnen og viljen til at accelerere vores vækst og bringe Aagaard ind i en ny udviklingsfase,”
afslutter Jesper Bech.
afslutter Jesper Bech.